Da vi boede i lejlighed havde vi kanin indendørs, men den skulle selvfølgelig udenfor, når nu vi havde plads og mulighed. Til en start stod den i et bur på terrassen og havde der udover en løbegård ude på græsplænen. For at gøre det nemmere for børnene selv at komme til kaninen, ønskede vi en anden løsning, hvor kaninen også kunne få mere plads. Derfor lavede vi et hjørne nede i haven, med en stor kaningård.
Kaningården blev bygget foråret 2019, og vi fik god hjælp af mine forældre. I hjørnet havde vi i forvejen et lille legehus og en sandkasse, som begge stod på en lille fliseterrasse, som begge var blevet lavet i foråret 2016.
Rundt om dette skulle kaningården bygges, og den skulle laves, så børnene selv kunne komme ind og ud. Vi har gravet stolper ned og støbt omkring dem, og i stolperne har vi boret huller og sat rionet fast. Lågen er også lavet med rionet og en ramme af træ, som børnene selv kan åbne inde og udefra.
På to af siderne har vi brugt vores ligusterhæk, hvor vi på indersiden har sat et hegn af hønsenet. De to andre sider er lavet af rionettet, også med hønsenet nederst, så kaninen ikke kan løbe ud. Derudover har vi gravet græstørven af, lagt hønsenet og lagt græstørven på igen, derved kan kaninen ikke grave sig ud.
Op af rionettet er det plantet fire brombærbuske, og det er tanken at de med tiden vil vokse og lukke kaningården mere af. Brombær er elsket af både voksne, børn og kaniner, og vi har erfaret at kaninen holder brombærbuskene trimmet på indersiden af gården, og det er så hyggeligt at vi kan deles om det grønne i haven. Vi har efterfølgende fået to ekstra kaniner, nu når pladsen er der og de benytter sandkassen som gravekasse og nyder at de har plads til at løbe rundt på. Det er nemt for børnene selv at passe kaninerne og hver gang børnene skal lege i sandkassen er de også sociale med kaninerne.
Vi har disse brombærbuske:
Loch Ness
Navaho
Loch Tay
Når vores børn en gang er blevet store og vi ikke længere har kaniner, er planen at kaninhus, legehus, sandkasse og låge skal fjernes. Så har vi en lille terrasse gemt bag ved liguster og brombær og med aftensol. Her vil vi så kunne lave en lille hyggelig siddeplads.